Tilknytning har en helt central betydning i menneskers liv. Sammenlignet med andre dyreunger fødes menneskebørn meget ufærdige og med et langvarigt behov for at blive passet på. Den kærlighed og beskyttelse, som vi som børn modtager fra vores omsorgspersoner, danner grundlaget for det tilknytningsmønster eller den tilknytningsstil, som vi tager med os videre i livet.

Tilknytningsmønstre kan være mere eller mindre trygge. Nogle mennesker har haft pålidelige og varme omsorgspersoner, som de har kunnet føle sig trygge ved. Mange har haft omsorgspersoner, som i forskellig grad og af forskellige grunde har haft svært ved at være pålidelige eller varme. Det kan danne grundlaget for utrygge tilknytningsmønstre, som kan indebære vanskeligheder med at stole på andre og vanskeligheder med at tro på, at man fortjener andre menneskers kærlighed og omsorg.

Tilknytningsmønstre betyder meget for, hvordan man som voksen indgår i parforhold, og for hvordan man kan fungere som forælder for sine egne børn. Jo mere utrygge erfaringer, man har med sig i bagagen, jo sværere kan det være at danne harmoniske relationer. Tilknytningsmønstre er også afgørende for den måde, man behandler sig selv, og utrygge mønstre kan være en del af baggrunden for stress og udbrændthed. Heldigvis er tilknytningsmønstre også noget, som udvikler sig livet igennem. Nye trygge relationer kan være med til at vende onde cirkler, og terapi kan gøre en stor forskel.