Jeg udbyder jævnligt gruppeforløb med tilknytningsfokuseret egenterapi / personligt udviklingsarbejde for psykologer. Næste forløb bliver i efteråret 2026. Gruppen mødes fem hele dage, i alt 30 timer. Forløbet kan indgå i specialistuddannelse som egenterapi / feedback på egen stil eller eventuelt som supervision.

Gruppen vil have fokus på det personlige i det faglige og somme tider på det rent personlige. Vi vil beskæftige os med de reaktioner, som klienters tilknytningsmønstre sætter i gang i os og øve os i at opdage og forstå, hvad der er på færde i tilknytningsdynamikker, så vi bedre kan navigere konstruktivt i forhold til utrygge mønstre. Vi vil også arbejde med, hvad vi selv bringer med os ind i den terapeutiske kontakt, og med de udfordringer og ressourcer, der ligger i vores egne mønstre og præferencer. Formen forhandles i gruppen og kan være en blanding af små oplæg fra mig, forskellige refleksionsøvelser, terapeutiske samtaler og supervision, hvor vi sammen arbejder med temaer og materiale, som gruppemedlemmerne bringer på banen.

Det er ikke en forudsætning, at man arbejder eksplicit med tilknytning eller at man i sit arbejde generelt er informeret af tilknytningsteori, kun at man har en interesse for at undersøge dette aspekt af, hvad der foregår i ens arbejde som psykolog. Jeg lægger stor vægt på etableringen af et trygt refleksions- og læringsrum, hvor det er muligt at støtte hinanden i en åbenhed om de følelsesmæssige aspekter af egen praksis.

Deltagere: Max 6 psykologer, som arbejder klinisk med voksne, børn og/eller familier

Sted: Slotsgade 65A, 1. sal, 3400 Hillerød

Pris: 12.000 kr. (+moms, hvis forløbet ikke indgår i specialistuddannelse)

Gruppe 1, tirsdage : 18/8, 8/9, 6/10, 3/11 og 1/12 2026. Alle dage 9-16 med en times frokostpause. Du kan tilmelde dig online her.

Gruppe 2, onsdage : 26/8, 23/9, 21/10, 11/11 og 9/12 2026. Alle dage 9-16 med en times frokostpause. Du kan tilmelde dig online her.

snail-1186245