Som psykolog, terapeut eller anden form for behandler er det en fordel at kende sig selv og have forholdt sig til de erfaringer og mønstre, som man tager med sig ind i behandlingsarbejdet. Behandleres egne tilknytningsmønstre betyder noget for, hvilke udfordringer de har med at drage omsorg for andre, som har det svært, og for hvor meget arbejdet med andre mennesker slider på dem. Mange har svære oplevelser med fra deres egen baggrund, som kan blive en hæmsko i arbejdet som behandler, men som også kan vendes til en ressource.
Min indfaldsvinkel til egenterapeutisk arbejde er informeret af min viden om tilknytning og af en compassionfokuseret tilgang. Hvis vi som behandlere skal kunne møde vores klienters sårbare sider med rummelighed og medfølelse, er vi nødt til at kunne gøre det samme i forhold til os selv. Jeg trækker også på den narrative tænkning og dens forståelse af, hvordan de historier, vi fortæller om os selv som mennesker og behandlere, både kan lukke ned og lukke op for handlemuligheder. Ofte har vi som behandlere nogle fortællinger med os, som stiller meget strenge krav til hvad vi skal kunne præstere og holde til, og som kan stå i vejen for trivsel og balance i arbejdet.
Jeg tilbyder egenterapeutiske forløb til alle former for behandlere. For psykologer, som er på vej mod autorisation eller specialistgodkendelse, vil et egenterapeutisk forløb hos mig kunne tælle i denne uddannelse, da jeg er godkendt specialist i psykoterapi.